DIP ekskluderer otte selskaber

Det er slut med investeringer i ExxonMobil, Glencore, Chevron, NovaTek, Sasol, Tatneft, AGL Energy og PetroChina. DIP vurderer, at selskaberne ikke håndterer deres negative påvirkning på klima tilfredsstillende Det er et af resultaterne af et større analysearbejde, som pensionskassen satte i gang i efteråret 2018.


For DIP står klimaet i dag højt på dagsordenen. Det er der to årsager til. Det ene handler om klima-relaterede finansielle risici og muligheder. Det andet handler om ansvarlighed. Derfor støttede bestyrelsen i 2018 også op om et medlemsforslag om, at pensionskassen skulle arbejde med anbefalingerne fra Taskforce on Climate-related Financial Disclosures (TCFD).

Siden generalforsamlingen har DIP arbejdet med anbefalingerne på flere forskellige måder. I februar 2019 blev resultaterne af en scenarieanalyse af mulige klima-relaterede finansielle risici og muligheder for aktier og erhvervsobligationer offentliggjort. 

Scenarieanalysen viste begrænsede finansielle risici ved investeringerne bredt set, men indikerede at nogle af DIP’s porteføljeselskaber muligvis ikke arbejder tilfredsstillende med sin negative påvirkning på klima. Derfor valgte pensionskassen at iværksætte en vurdering for at forstå, om der i porteføljen var selskaber, som agerer i strid med pensionskassens politik for ansvarlige investeringer.

Eksklusioner bygger på konkrete vurderinger af selskaber

DIP er derfor nu i gang med at vurdere knap 70 porteføljeselskaber, som alle har en potentiel væsentlig negativ påvirkning på klima og er blandt de 100 største bidragsydere til den fremtidige potentielle CO2-udledning.

Baggrunden for vurderingen er, at DIP mener, at pensionskassen har et ansvar for at arbejde med Parisaftalen, og den måde, hvorpå pensionskassen arbejder med Parisaftalen, tilstræbes at være på linje med OECD’s retningslinjer til multinationale selskaber. Pensionskassen vurderer derfor om udvalgte porteføljeselskaber tilfredsstillende arbejder med at forebygge og håndtere deres negative påvirkning på klima. Pensionskassen vurderer blandt andet kvaliteten af selskabers ledelsessystemer vedrørende klima, om selskaber offentliggør information om CO2 udledning, om de har målsætninger om reduktion af CO2 udledning, og information om selskabets mulige lobbyaktiviteter.

I første omgang har det betydet at en række selskaber, som udvinder og afbrænder fossil brændsel, er blevet vurderet, hvilket i denne uge medførte eksklusion af ExxonMobil, Glencore, Chevron, NovaTek, Sasol, Tatneft, AGL Energy og PetroChina.

DIP vil over de næste måneder fortsætte arbejdet, ved blandt andet at vurdere selskaber som udvinder oliesand, flere energiselskaber og selskaber som producerer cement.