DIP investerer bæredygtigt i solceller og blåbær

Danish SDG Investment Fund bidrager til at realisere FN’s 17 verdensmål gennem bæredygtige
investeringer. Fonden har netop foretaget sine første to investeringer med DIP som medinvestor.


Danish SDG Investment Fund har siden juni 2018 indsamlet næsten fem mia. kroner. Fondens første investeringsaftale er på 37 millioner kroner og skal støtte etableringen af et solcelleanlæg i det centrale Ukraine.

Solcelleanlægget er udviklet af den danske virksomhed Better Energy. I fremtiden skal anlægget bidrage til Ukraines ambitiøse strategi om at øge den nationale produktion af vedvarende energi. Målet er, at vedvarende energi udgør 25 procent af landets samlede energiforsyning i 2035.

59.000 solpaneler understøtter ambitiøs strategi
Når anlæggets 59.000 solpaneler i fremtiden producerer vedvarende energi, kan det dække energiforbruget i 6.500 ukrainske husstande. Samtidig reduceres den årlige CO2-udledning med cirka 8.000 tons.

Investeringen glæder investeringsdirektør i DIP, Mikkel Svenstrup:

”I DIP er vi glade for, at vi med vores investering i Danish SDG Investment Fund kan bidrage til at skabe mere vedvarende energi i fremtiden. Vi oplever i stigende grad, at vores medlemmer er opmærksomme på mulighederne i bæredygtige investeringer, og solcelleanlægget i Ukraine er et meget konkret eksempel på, hvordan vi kan gøre en forskel gennem vores investeringer.”

Læs mere om investeringen i Danish SDG Investment Fund her

Bæredygtige investeringer betaler sig
Når DIP har valgt at investere i Danish SDG Investment Fund er det dog også et udtryk for, at bæredygtige investeringer kan betale sig.

”Vi skylder vores medlemmer, at vi altid investerer med afkastet for øje. Danish SDG Investment Fund har en målsætning om et afkast på 10-12 procent årligt, hvilket understreger, at de bæredygtige investeringer vil komme både vores medlemmer og vores omverden til gode i fremtiden,” siger Mikkel Svenstrup.

Danish SDG Investment Fund forventer at få flere investeringsaftaler i hus i løbet af de kommende måneder. Senest har fonden investeret i Afrikas førende blåbærproducent, Mbiza, der i fremtiden får mulighed for at udvide sine dyrkningsarealer med 180 hektar.

Læs mere om blåbærprojektet i Sydafrika her 

Læs mere om solcelleprojektet i Ukraine her

Om Danish SDG Investment Fund
Danish SDG Investment Fund blev etableret i 2018 for at fremme FN’s verdensmål ved at tilbyde risikovillig kapital til kommercielle bæredygtige projekter i udviklingslande og vækstmarkeder. Danish SDG Investment Fund er et offentligt-privat samarbejde med midler fra den danske stat, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og en række private investorer og pensionsselskaber, heriblandt DIP.