Årets pensionsdag har fokus på begunstigelse



Søndag den 27. oktober er der 25 timer i døgnet, når vi går fra sommertid til vintertid. Vi opfordrer dig til at bruge den ekstra time på at forholde dig til din pension. I år har DIP fokus på, hvordan du kan sikre dine efterladte med en begunstigelse.


Pensionsdagen er et årligt tilbagevendende brancheinitiativ, der har til formål at få danskerne til at engagere sig i deres pension. Ifølge en undersøgelse af brancheorganisationen Forsikring & Pension har en femtedel af danskerne nemlig ikke styr på deres pensionsordninger, og det kan få alvorlige økonomiske konsekvenser. Pensionsdagen er derfor en oplagt mulig for at blive klogere på sine pensionsordninger. Det fortæller pensionsrådgiver i DIP, Line Rhode:

”Vi deltager i Pensionsdagen for at skabe en større bevidsthed om pension blandt vores medlemmer. Vi vil gerne øge kendskabet til pension, og være med til at gøre pension nemmere at forstå, og her er Pensionsdagen en god anledning til, at vores medlemmer får ringet til os. Vores erfaring er, at det sværeste ved at forholde sig til sin pension, er at få begyndt, så vi glæder os til at hjælpe en masse medlemmer godt i gang med at få overblik over deres pension.”

Årets tema er begunstigelse
Sidste år valgte over 200 medlemmer at ringe ind og få hjælp af vores rådgivere på Pensionsdagen, og for at sikre, at vi kan hjælpe mindst lige så mange i år, har DIP valgt at fokusere på rådgivning om, hvordan du kan sikre dine efterladte med en begunstigelse.

Hvis du har en holdning til, hvordan dine efterladte skal sikres efter din død, er det nemlig vigtigt, at du tager aktivt stilling til, hvem du ønsker at begunstige. Har du ikke indsat begunstigede, tilfalder din livsforsikringen automatisk dine nærmeste pårørende ved din død.

Siden 1. januar 2008 er nærmeste pårørende ifølge Forsikringsaftaleloven §105a defineret som følgende i den nævnte rækkefølge:

1. Ægtefælle/registreret partner – dog ikke hvis separation eller skilsmisse foreligger ved dødsfaldet.

2. Samlever, hvis din samlever har levet sammen med dig på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste to år før dødsfaldet, eller hvis I bor sammen på fælles bopæl, og I venter, har eller har haft børn sammen.

3. Børn - hvis barnet ikke længere lever, træder barnets eventuelle børn i stedet etc. Ved børn menes egne biologiske børn samt adoptivbørn.

4. Arvinger efter testamente.

5. Arvinger ifølge arvelovens regler: Dine forældre, dine søskende, dine søskendebørn, dine bedsteforældre, onkler og tanter.

6. Hvis der ingen begunstiget eller legale eller testamentariske arvinger er, tilfalder det opsparede beløb pensionskassen forud for staten.

Denne rækkefølge træder i kraft, medmindre du selv vælger at indsætte en begunstiget. Det er også muligt at indsætte begunstigede på din ratepension, kapitalpension og  aldersforsikring, men kun i begrænset omfang. Man kan ikke begunstige på sin alderspension. På Min pension kan du få overblik over, hvilke pensioner, der er tilknyttet din ordning.

Ekstraordinært åbent søndag den 27. oktober
På Pensionsdagen søndag den 27. oktober holder DIP’s rådgivningscenter ekstraordinært åbent mellem 11 og 14, hvor vores pensionsrådgivere sidder klar til at rådgive dig om begunstigelse.