DIP stemmer ja til fusion

Det blev en historisk generalforsamling. DIP’s medlemmer skulle stemme om en fusion med Juristernes- og Økonomernes Pensionskasse, JØP. Afstemningens betydning kunne ses ved et stort fremmøde med op mod 200 deltagere, men også ved at langt flere medlemmer end normalt havde taget stilling via hjemmesiden og givet fuldmagter.

Afstemningen endte med en markant opbakning til bestyrelsens forslag om en fusion. Hele 93 pct. af de afgivne stemmer blev placeret ved ”Ja”.

I sidste uge var opbakningen lige så stor, da JØP’s medlemmer skulle stemme om, hvorvidt de ville fusionere med DIP og danne en fælles pensionskasse med navn P+.

Før en fusion kan blive virkelighed, skal myndighederne godkende fusionen. En ny pensionskasse vil kunne se dagens lys inden årets udgang.

Hvis myndighederne godkender fusionen, vil DIP’s bestyrelsesformand Peter Falkenham blive næstformand, og Anders Eldrup fra JØP vil blive bestyrelsesformand i en overgangsbestyrelse.

På generalforsamlingen blev Frida Frost genvalgt til bestyrelsen, og der blev derudover vedtaget tre medlemsforslag. Alle tre medlemsforslag handlede om ansvarlige investeringer herunder klima, skattesnyd og transparens. Bestyrelsen støttede de vedtagne forslag med mindre justeringer.